Summer greeting from MCO
Odense, 30. juni 2023
Sommeren er over os, og det er tid til at reflektere over første halvår af 2023 her i Media City Odense. Det har været en begivenhedsrig periode, hvor vi har skabt mange spændende initiativer med samarbejdspartnere, medlemmer og venner af huset. Vi har samlet nogle af højdepunkterne her:
Lancering af MCO Academy: Viden vi skaber i fællesskab
Den 14. marts blev MCO Academy en realitet – et efteruddannelsesinitiativ med fokus på fællesskab og deling af udfordringer for at finde bedre løsninger sammen. I stedet for at konkurrere om specialiserede profiler, opbygger vi dem i fællesskab gennem målrettet og praksisnær efteruddannelse. Vores første kurser inden for cloudbaseret databehandling og grundlæggende netværk og IT er allerede i gang, og vi har også afholdt workshops og bootcamps om AI, brugerbehov og Open Source Tools (OSINT). Vi glæder os til at fortsætte rejsen i anden halvdel af 2023 og byde endnu flere velkommen til MCO Academy. Læs mere og se kommende kurser her:
Finansiering på plads bag fysisk medietech-by i Odense
Senere i marts kunne vi med stor glæde offentliggøre en fantastisk nyhed om vores kommende medietech-by i Odense – Media City Odense. Et strategisk samarbejde mellem AP Ejendomme og DSB Ejendomsudvikling blev indgået, hvilket sikrer finansieringen af byggeprojektet. Det har sat ekstra tryk på arbejdet med at skabe Danmarks mest attraktive medietech-arbejdsplads, hvor innovation og tværgående samarbejde mellem medlemsvirksomheder og universitetet vil være i centrum. Vi ser frem til at arbejde videre med vores visionære projekt efter sommerferien, så vi sammen kan etablere et nyt, stærkt mediekraftcenter i Danmark.
MCO MediaTech Festival
MCO MediaTech Festival var en succes for andet år i træk! Med G.A.S.A. som nyt venue løftede vi i 2023 festivalen til nye højder med et råt look og hyggelig stemning. Deltagere og talere fra hele verden var samlet til to dage med spændende trends inden for kommunikation, marketing, produktion og medier under temaet “Everything is connected”. Virksomheder som LEGO Group, The Associated Press, LaLiga, Zetland, Matas A/S, BBC News og mange andre delte værdifulde perspektiver om forbrugeradfærd, marketingtransformation, TikTok, misinformation, #Greentech og mere. Festivalen bød også på workshops, netværksmuligheder og øjenåbnende oplevelser. Glæd dig til MCO MediaTech Festival 2024 den 20.-21. marts i G.A.S.A. Du køber din Earlybird billet here. Du kan også genopleve atmosfæren fra 2022 og 2023 here.
Første hold af Den Fynske Bladfonds talent-fellows
Det første hold talent-fellows fra Den Fynske Bladfonds Talent-fellowship har afsluttet deres specialer i samarbejde med TV 2 Fyn, JFM og TV 2 Danmark. De har bidraget til medieinnovation gennem innovative løsninger og vigtige problemstillinger. Rasmus Lauge Hansen fra SDU har udviklet et digitalt værktøj til brugerfastholdelse, mens Katrine Juel Friis og Aida Kokanovic fra RUC har fokuseret på styrkelse af journalisters brug af teknologidrevet research. Deres indsats har åbnet døre for fremtidig udvikling i mediebranchen, og vi er glade for deres bidrag. Samarbejdet mellem talent-fellows og vores partnere har skabt et berigende miljø for innovation og kreativitet. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Den Fynske Bladfond og støtte talentudviklingen. Hold øje med den næste ansøgningsfrist for Den Fynske Bladfonds Talent-fellowship på vores sociale medier.
Nye medlemmer
Vi har også haft glæden af at byde nye medlemmer velkommen i klyngen. Denne tilvækst styrker vores netværk og skaber endnu flere muligheder for samarbejde og innovation. Stort velkommen til Minitech, TV 2 Nord, Forsstrøm, AV Center, Innovazion og Danmon. Der er flere på vej, som vi glæder os til at løfte sløret for efter sommerferien.
Det første halvår af 2023 har været fyldt med fantastiske oplevelser og betydningsfulde fremskridt for MCO. For sekretariatet er der også sket forandringer, da vi er rykket fra den Gamle Banegård over til JFM (mens vi venter på, at vores eget domicil bliver færdigt). Flytningen har været fantastisk for os, da vi er mere synlige blandt vores medlemmer og stiftere, og vi elsker den synergi, der opstår, når vi er tæt på hinanden. Efter sommer planlægger vi derfor på skift at flytte vores kontor ud blandt vores øvrige stifere og medlemmer et par dage en gang om måneden. Vi tror på, at det vil styrke vores samarbejde og give os en bedre forståelse for behov, idéer og udfordringer, som vi i fællesskab kan løse.
Vi har ikke tænkt os at sætte farten ned, og vi ser allerede frem til næste halvdel af året, som byder på nye spændende projekter, medlemmer og events. Vi ønsker jer alle en fantastisk sommer og ser frem til at fortsætte vores fælles rejse mod mere samarbejde – innovation – forandring.
De bedste sommerhilsner
Anne, Kathrine og Laura fra Media City Odense